Observationsbunker
Observationsbunker med panserdækket observationsstade og lille opholdsrum. Panserdækket har to udkigshuller, der har kunnet lukkes med metalklapper. Ved det ene ses på indersiden stadig håndtaget til at dreje klappen, mens klappen for det andet endnu sider på ydersiden. I panserdækkets loft er der hul til periskop eller en reliefkikkert. I observationsstadet ses tydeligt aftryk af forskallingsbrædder, der at dømme efter rillen i gulvet var tænkt som permanent beklædning.
Bunkeren lå ved første skyttegravslinje, der her løb omtrent stik øst-vest. Den er orienteret mod nord med en lille afvigelse mod vest, men dens udformning gør, at nord har ligget omtrent midt i synsfeltet. Området er forholdsvis jævnt, og selvom bunkeren ikke ligger højt, har den haft godt udsyn. Ganske vist lå den nærliggende gård, Højvang, der også under krigen, men der var mindre vegetation.